et Maleri fra hans Haand, thi han var fin i Levetid aldrig kommet langt fra Bologne. Dog havde han efter mange Beskrivelser, gjordt sig et fast Billede i Ideen om Raphaels Maneer, og bestemt overtydet sig om, især ogsaa ved Raphaels beskedne og behagelige Tone imod ham i hans Breve, at han selv i det meste kom ham nær, og i meget vel ogsaa havde bragt det videre end han. I hans høye Alder var det ham forbeholden at see et Maleric af Raphael. Ganske uventet fik han et Brev fraRaphael, hvori han meddeelte ham den Efterretning, at han just havde fuldendt en Altertavle, ́ som forestiller den hellige Cicilia, der var bestemt for den hellige Johannis Kirke i Bolognes og tillige skrev han, at han vilde sende Stykket til ham, som sin Ven, og bad ham, at han vilde vise ham den Tjeneste, at lade det {op= reise paa sit behørige Sted, og, dersom det nogen= steds var bleven beskadiget paa Rejsen, eller at han ellers i Maleriet selv opdagede en Fejl eller en Mangel, overalt, som Ven at forbedre og rette. Dette Brev, hvori Raphael ydmyg gav ham Penselen i Haanden, satte ham udaf sig selv, og han havde ikke Taalmodighed til at vente paa Maleriets Ankomst. Han vidste ikke hvad der forestod ham. Engang da han kom hjem fra en Spadseretour, ilede hans Disciple imod ham, og fortalte ham med stor Glæde, Maleriet fra Raphael var imidlertid ankommet, og de havde allerede opstilt det i det skjønneste Lys i hans Arbejdsstue. tede ude af sig selv ind. Francesko styrs Men hvorledes skal jeg skildre for den nærværede Berden de Felelser, som denne overordentlige Mand ved Synet af dette Malerie følte at sønderbryde hans Inderste. Han var, som en maae være, der fuld af Henrykkelse vilde omfavne en længe savnet elsket Broder, og isteden for denne paa engang seer en Lysets Engel for sine Dyne. Hans Inderste var gjennemboret; det var for ham, som om han i en fuldkommen Hjertets Sønderknuselse sank i Knæe for et højere Væsen. Lynslagen stod han der; og hans Disciple trængte sig omkring den gamle Mand, holdt paa ham, spurgte ham, hvad der var hændet ham? og vidste ikke hvad de skulde tænke. Han var kommet sig noget, og saae bestandig stivt paa det guddommelige Malerie. Hvor han paa engang var faldet fra sin Høyde! Hvor tungt, maatte han ikke bøde for den Synd altfor driftig at have hævet sig til Stjernerne, og ærgjerrig sat sig over den uefterlignelige Raphael. Han slog sig for sit graae Hoved, og græd bittre smertende Taare, at han havde tilbragt sit Liv med unyttig ærgjerrig Higen og derved kun gjordt sig bestandig mere taabelig, og nu endelig, nær ved Døden med aabnede Dyne maatte see tilbage paa sit hele Liv, som paa et elendigt ufuldendt Fußkerarbejde. Han hævede med den hellige Cicilias høye Ansigt ogsaa fine Blikke i Vejret, viste Himlen sit saarede anger fulde Hjerte, og bað ydmyg om Tilgivelse. Han følte sig saa svag at hans Disciple maatte lægge ham i Sengen. I det han gik ud af Værel set, faldt nogle af hans Malerier ham i Øynene, og især hans døende Cicilia; og han var nær ved at forgaae af Smerte. Fra den Tid af var hans Sind i en bestandig Forvirring og man mærkede næsten altid ervis Aands Fraværelse hos ham. Alderens Svagheder og den udmattede Aand, som saa længe fra Grunden af havde været i bestandig anstrænget Virksomhed, traade til for at ryste hans Siels Huus. Alle de uendelige mangfoldige Billeder, som i lang Tiid havde bevæget sig i hans maleriske Sjel, og vare overgangne til Virkelighed i Farver og Linier paa Lærredet, fore nu, med fordrejede Træk forbi hans Sjel, og vare Plageaander, som ængstede ham i hans Feberheede. Førend hans Disciple vidste et Ord deraf, fandt de ham liggende død i Sengen. Saaledes blev den Mand først derved ret stor at han følte sig saa liden ved Siden af den himmelske Raphael. Kunstens Genius' har ogsaa for længe siden for de Indviede udnævnt ham til en Helgen og omgivet hans Hoved med en Straalekrands, der tilkommer ham, som Kunstenthusiasmens ægte Martyr. Ovenstaaende Fortælling om Francesko Francias Ded har den gamle Vasári overleveret os, i hvilken Kunstens Stammefaders Sjel endnu aander. De kritiske Hoveder, som hverken ville, eller kunne troe paa alle overordentlige Sjele, som paa et overnarurligt Under, og som gjerne vilde opløse den hele Verden i Prosa, spotte-over Kunstens gamle ærværdige Kronisters Fortællinger, og sige driftig, Francesko Francia er død af Gift. 1 Friedrich Schiller. Friedrich Schiller var født den 10 Novem ber 1759, ́i Marbach i der Würtembergske. Naturanlæg, Opdragelsesmaade og Tidsaand gave ham snart en Stemming, som siden aldrig ganske forlod ham. Allerede i sin Barndom viiste han sig mørkt tilbagetrukken i sig selv og begyndte at skabe fig sin egen Verden. Despinligere maatte Skrankerne være ham af den virkelige, hvori han levedes og hans brusende Aand maatte snart með vild Kraft bryde an derimod. I en militærisk Opdragelses Anstalt, den Høie Carlsskole i Stuttgard*), skulde han modtage sin første Dannelse; men intet Sted kunde synes mindre svarende til hans Individualis tet; at afrettes, maatte være hans blussende Aand *) Sneedorf har beskrevet den i fine Breve, S. 192. (31) Biografen, 6te Sefte. utaaleligt. ,,De firehundrede Mennesker, som' omgave mig saa klagede han engang Vare kun een Skabning, en tro Afstøbning af et og samme Model; fra hvilken den plastiske (dannende) Natur høitidelig frisagde sig; enhver Egenhed, enhver Afvigelse af den tusendfoldtlegende Natur gik tabt i den herskende Ordens regelmæssige Tempo *).“ Men jo mere denne stedse lige Takt stødte ham bort fra den indskrænkende Virkelighed, des ustyrligere og yppigere sværmede hans Indbildningskraft i de digtede Verdener, og han fik mangen Frettesættelse af sine Lærere, fordi han, istedenfor at lære det Foreskrevne, læste tyske og fremmede Digtere. Af hine vare ham kiere: Hagedorn, Uz, Gleim, Wieland og Klopstock. Paa sine Spadseregange oplæste han Leisewitzes Julius von Tarent og Gothes Gök von Berlichingen. Den Saaledes Aug. Wilh. Schlegel i Hall. Alkg. Litt. levet sine lykkeligste Dage ved det militære Akademie i Stuttgard." Begge Efterretninger lade sig dog forene. |