opfundet en stor Deel af de Sandheder, over hvilke Diderot dramaturgisette; men den franske Philo soph gav ham en vis Existence, en større Tydelighed. 'Fremfor alle bragte Resultatet af den diderotske Theorie, Huusfaderen, hans Tanker paa et større og ædlere Dyemed for Dramet. I ham saae han realiseret, hvad han allerede længe havde anet. Hans Enthusiasme for Skuepladsen fik mere Liv, thi Kunsten viiste sig nu ogsaa for ham i et ærværdigt, velgjørende Lys. Diderots dra maturgiske Troesbekjendelse blev derfor ogsaa snart hans; og den franske Kunstdommer fandt igjen i Lessings dramatiske Værker en Bekræftelse paa sine Grundsætninger. Lessing gjorde sin Nation bes kjendt med den fortræffeligste Tanker, som Frankrig nogensinde haver havt i det Fag; Diderot sin med Tydskernes første Dramatiker.

Begge roste og bes

undrede hverandre med Tvivl og prøvende, og deres Roes, som deres Dadel beviiste at de havde forstaaet hverandre.

Forskjellen imellem begge var fun, at Les fings Anbefaling for den franske Philosoph og hans egen udøvelse af de diderotske Grundsætninger virkelig gav Theaterkritiken og Digtekunsten i Tydsk

land en værdigere og mere philosophist Karakter, da derimod hverken Diderots Lære og Erempel, eller Hans Anbefaling for Lessing frugtede noget i Frankes rig. Det franske Theater blev, hvad det vars Digter og Skuespiller vedbleve at efterabe Natus ren isteden for at fremstille den.

De työske Kunstdommere ophørte at eftersnakke Dacies, Corneilles, Batteur's halv modne Theorier; de begyndte, anførte af Diderot og Less fing, at tænke selv, at faae og udbredte ædlere Bez greber om Dramets Øyemed; Digterne forlode efterhaanden hiin Pseudogudens Altere for hvilke de hidtil havde knæler og tilbedet. Den gottschedske Kokodæmon flygtede for den sunde Fornuft, der som en Engel nedsteeg iblandt dem.

Men Lessing forhvervede sig endnu sterre For tjenester for sine egne Bidrag til en bedre Kritik i Dramet og Skuespilkunsten. Han begyndte med fine Bidrag til det tydske Theaters Fors bedring i hvilke han, understøttet af sin Ven Mylius, ligesaa morende, som lærende, lod Historie og Kritik afverle med hinanden. Oversættelser af det latinske, franske og italienske gjorde det tydske Publikum bekjendt med Udlændingens kritiske og dig

teriske Talenter; og Tonen beri udmærkede sig ligesaa meget ved sin Frimodighed, som ved sin Bestemthed og Originalitet. Men endnu var Skuespilyndernes Lyst til flige Skrifter ikke almindelig nok; disse Bis drag ophørte snart igjen.

Senere bleve de fortsatte under Titel af: Theatralsk Bibliothek af hvilket der kun udkom 3 Stykker. Allerede i Henseende til dets Indhold overgik dette langt Bidragene, men endnu mere stod det over hiine ved deres Diktion, ved en endnu mere dans net præcis og levende Stiil. Fortræffelige Fragmenter af Senekas bedste Tragedier; Dubos lærerige Afhandling, Efterretninger om Ricco boni, Thomson og Dryden, Breve om Lystspiller Jøderne, vare Artikler, der havde sand Interesse for Digteren, Skuespilleren og Dilletanten. De udvidede deres Kundskaber, forhøyede deres Kunstfølelse, berigtigede deres Dom, og forfinede deres Smag.

Men den høyeste Modenhed naaeder Theaters Kritiken i hans Hamborger Dramaturgie. Den bles hvad endnu intet Skrift af denne Art nogens sinde hav været i Tydskland, et klassiskt Værk, en bestandig Lærebog for Digteren og Skuespilleren.

Hvilken Overflødighed af lærdom, Skarpsindighed

og Vittighed!

ste.

Guddommelighed snart.

Vist nok gjorde disse hans skarpsindige Commentærer over Aristoteles, Diderot og Hurd, den franske Skuepladses tragiske Afguder, Krebillon, Corneille og Voltaire ingen TjeneBerøvet deres overjordiske Lys, sank deres De bleve gode poetiske Hoveder, men kun halv om halv tragiske Digtere. De, som tilforn ikke allene i Frankerig men ogsaa i Tydskland havde gjældet for dealer i tragisk Kunst, bleve heldige Versifikateurer, Forfattere til enkelte fortræffelige Scener; og deres Sørgespil kun. dramatiske Epopeer, som vare ligesaa langt fra Euripides og Sophokles's Aand, som fra Aris stoteles Theorier.

Men

Hamborger Dramaturgien, blev ved Kunstnerens egen Skyld, mindre nyttig, end Leffings Plán var. Kritiken skulde Skridt for Skridt Ledsage deres Vark, ligesom Digterens. disse Herrers og Damers Omfindtlighed var større end deres Sandhedskjærlighed, og deres Forfængerighed større end deres Kunstiver. De vilde kun ro ses, og kunde ikke faae nok af denne Roes. Meget

snart forlod Dramaturgen derfor sin Lærestoel over denne Deel af den theatralske Kunst.

Leffing sluttede meget rigtig heraf, at vi vel have Skuespillere, men ingen Skuespilkunst; at Skuepladsen for det meeste betrædes af Mennesker uden Kald, som hverken bekymre sig om Sædernes eller Smagens Dannelse; som kun vil forhverve Penge paa en mere glimrende Maade, end det kunde skee ved et Haandværk, endskjøndt det de drive er sandt Haandværk, og dertil det hensigtsløseste og overflødigste, som kan drives; som næsten bestandig trækker deres egen dyrebare Person til Skue, og, isteden for at fremstille de af Digteren tegnede Karakterer, kun fremstiller deres eget Jeg, og ere følgelig i Ordets laveste Forstand Skuespillere. Det var naturligt at han tabte Lysten til at tænke videre over en Ting, ved hvilken Tankningen lod til at være faa undværlig; at han ækledes ved et Arbeide hvoraf han aldeles ingen Virkning faae.

Lessing var født til Kritik. Allerede i hans første Skrifter stak Kunstdommeren frem. Laoko on

1