som tilhørte en Herr Thomas Lucy paa Charlecote nær ved Stratford. Derfor blev han forfulgt af Eieren, og, som han troede, noget för strængt. I Hensigt at hævne denne formeentlige Mishandling, forfattede han en Sang om bemeldte Eiere *.

* Original Sproget skal Sangen efter nogles Sin gende lyde saaledes:

A parliamente member, a justice of peace, ,,At home a poor scare-crowe, at London

an asse,

,,If lowsie is Lucy, as some volke miscalle it ,,Then Lucy is lowsie whatever befall it:

,,He thinks him self greate

,,Yet an asse in his state

We allowe by his ears but with asses to

mate.

,,If Lucy is lowsie, as some volke miscalle it, ,,Sing lowsie Lucy, whatever befall it."

Nogle tillægge Shakspeare følgende Vers i

famme Anledning:

,,Sir Thomas was too covetous,

To covet so much deer,

,,When horns enough upon his head

,,Most plainly did appear.

,,Had not his worship one deer left?

Og omendskjønt denne Sang, formodentlig Shakspeares første poetiske Forsøg, ei mere er til, fal

den dog have været saa bitter, at den fordoblede Forfølgelsen mod ham i saadan Grad, at han blev nødt til for en Tid, at forlade sin Beskjæftigelse og Familie i Warwichshire og skjule sig i London.

Det er paa denne Tid og ved denne Leilighed, at han skal have gjort sit første Bekjendtskab med Skuespilhuset. Han blev da optaget i Selskabet, dog kuns ansat i Begyndelsen paa en meget ringe Post*, men hans beundringsværdige Bid, og den naturlige Vending for Skuepladsen dette tog, udmærkede ham snart, om ikke som overordentlig Skuespiller, dog altid som en ypperlig Skribent. Hans Navn er, som Brugen var i de Tider, & trykt blandt andre Skuespilleres Navne, foran nogle gamle Skuespil; men der findes ikke nogen færdeles Efterretning om, hvad Slags Roller han pleiede at spille, og uagtet al anvendt Umage har man ikke kunnet erholde videre Oplysning i den

Nogle vil at hans første Tjeneste ved Theatret var at gade Souffeuren til Haande, eller at underrette Skuespilleren-om, naar de skulle være færdige til at gaae ind.

Henseende, end at Geisten i hans eget Stykke,

Hamlet, Det skulde have fornøiet mig meget, dersom en sikker authentisk Efterretning kunde sat mig i Stand til at faae Kundskab om, hvilket Skuespil han først skrev *. Det vilde uden Tvivl være enhver, som ønsker at vide Sligt, en Fornøielse at see og Fjende den første Prøve paa en Jndbildningskraft som Shakspeares. Maaskee vi ikke kan vente, at hans Begyndelse ligner andre Autorers, naar vi endogsaa saae hen til deres mindst fuldkomne Arbeider; Konsten havde saa liden og Naturen saa stor en Lod i hvad han skrev, at jeg i al Fald kjender hans Ungdoms Udarbeidelser, som de, der ere meest livlige og indeholde meest Fyrighed og Præg af Indbildningskraft, for at være de bedste. Jeg vil ikke ansees dermed at mene, at hans Indbildning var saa ustadig og vild, at den skulde være uaf

var den vigtigste Rolle han spillede.

* Pope siger, at Romeo and Juliet, som blev skrevet 1597, da William Shakspeare var 33 Aar gam mel, var det første Stykke denne skrev. Videre skal i samme Aar Richard 11. og III. være skrevne, dog vil Pope at disse ́tvende Stykker først skal være Erevne Aaret efter.

hængig af Dømmekraftens Regler og Styrelse; men at hvað han tænkte var i Almindelighed saa stort, saa sundt og saa rigtigt, naar det betragtedes i og for sig selv, at det behøvede liden eller ingen Ret teise, og blev strax ved første Dickast bifaldt af en upartisk Dommer. Omendskjønt den chronologiske Orden, i hvilken de forskiellige Stykker bleve skrevne, i Almindelighed er uvis, faa ere der dog en og anden Passus i enkelte af dem, som synes at bestemme deres Alder. Saaledes, naar Chorus ved Enden af fjerde Acti Henry the fifth meget smukt med en Compliment peger paa Greven af Essex, viser saadant, at dette Stykke er: skrevet paa en Tid, da Greven var Dronningen af Irelands General; og hans Eloge over Dronning Elisabeth samt hendes Eftermand Kong Jacob, i Slutningen af Henry the VIIIte, er et Beviis paa, at dette Stykke er skrevet, efterat den sidste kom paa den Engelske Throne. Uden Hensyn til Tiden, paa hvilken ethvert Stykke særskildt er ble ven til, er saameget vist, at hans Tidsalders Pu blikum, som begyndte at blive forelsket indtil Hens rykkelse i Fornøielser af dette Slags, kunde ikke andet end være inderlig tilfreds med at see et Genie

opstaae iblant dem af saa munter og frugtbar en Aare, samt saa overflødig begavet med Evner til at vedligeholde deres Yndlings-Forlystelser. Foruden hans store Vid, var han virkelig en Mand af et godt Hjerte og et meget indtagende Væsen, samt den behageligste Selskabs- Broder, faa det ikke var noget Under, om han udrustet med saamange gode Egenskaber erhvervede sig Bekjendtskab i hine Tiders bedste Kredse. Dronning Elisabeth lod adskillige af hans Stykker opføre for sig, og uden Tvivl gav hun ham mange gunstige Kjendetegn paa hendes Yndest. Det er netop den Fyrstinde, som han mener ved den skjønne Vestalinde tronet i Besten (a fair vestal, throned by the west) i hans Midsummer-Night's Dream og den hele Passus er en Compliment, som meget passende er anbragt og meget smukt appliceret paa hende. Hun var saa vel fornøiet med hiin beundringsværdige Caracteer, som Falstaff spiller i de to Dele af Henry the fourth, at hun befalede ham at fortsætte denne Historie med nok et Skuespil, og at fremstille ham elskende. Man har sagt, at dette var Anledningen til at han skrev The merry Wives of Windsor. Hvor nøie hendes Befaling blev fulgt, derpaa er