1

Næste Dag tog han i Dalen Mohasser syv Stene og kastede dem ud imod Satan under den Formular: Gud er stor. ~ Efter alt dette forføiede han sig tils bage til Offringsstedet, hvor han med egen Haand fældede 63 Offerdyr til Tak for Antallet af hans Leveaar. Han overdrog til Aizat fælden Resten indtil 100, frigav 63 Fanger, ragede fit? Hoved og bortkastede sine Haar, hvilke man opsamlede som en Helligdom. Da alle Offerdyrene vare fældede, spiste de Troende Kødet, efter Mohameds eget Exempel. Han holdt sit Maaltid offentlig, og. havde kun Ali til Bordfælle. Paa Heitidelighe dens niende Dag begav han sig til Bøn paa Bierz get Arafat helliget Bodfærdigheden, tihiMinde om Adam og Eva, spm figer Sagnetudjaz gede af Paradis efter 120 Aars Skilsmisse der igiens mødte hinanden. I den sidste Tale han holdt til Folket omdannede han den Arabiske Almanak og giorde Aaret til Maaneaar, som det forhen havde

været.

Ved Enden af denne Tale tog han Afsked

med Folket.

dens Valfart.

Og man kaldte denne Valfart Afske

Da han kom igien tilbage til Medina beredede han sig til Krig imod Grækerne, og smigrede

fig med det stolte Haab, at gjøre dem enten til Skatskyldige eller Musulmaner. Men Sygdom kom imellem. Febren overfaldt ham hos en af hans Koner ved Navn Zainab. Enhver af disse havde fit eget Huus, og han besøgte dem een efter anden. Da han den næste Dag var i Maimuna's Værelse og det. Onde tiltog, forsamlede han sine Koner og udbad sig Tilladelse at tilbringe sin Sygdoms Tid hos en af dem. Alle gik hans Ønske imøde, og Lodden traf den ømme Acussa. 2. Han lod sig strax bære did, Kjere Acussa, sagde han da, siden jeg havde Khadbars ulykkelige Stykke Kiød i min Mund har jeg uafladelig følet Giftens førgelige Virkninger men i dette Dieblik fortærer den mine * Indvolde, sønderslider mit Hjertes Aarer.“ Men under den heftigste Smerte pensede han paa et Tog, hvis heldige Udfald han paa det meest brændende ønskede. Zaids Død var ikke hævnet. Han befalede derfor dennes Søn Okama i Spidsen for et Korps Ryttere at bryde ind i Palæstina og hærje hvor Zaid var falden.

det hele Land lige til Abna,

Okama var kun tyve Aar;

men det gjaldt om at

hævne en Faders Død, og Mohamed tog derfor ikke i Betænkning, at betroe ham Befalingen. Fes

breti uagtet sysselsatte han sig med Tilberedelserne, og udɔnævnte saamange som skulde tage Deel i Toget. Okania rykkede ud; men da han i liden Afstand fra Medina erfoer Sygdommens Farlighed, gjorde han Falt. Profetens Død forhalede Toget, som dog fiven, efter Abubekrs Befaling, fuldførtes og det lykkeligen.

Medens Mohamed kæmpede med Smerterne, forkyndte man ham Asvads Opstand. Af høj Byrd og glimrende Talenter understyttet havde han, da Mohameds Visekonge i Yemen var død, bemestret fig Regjeringen der; og, imedens han ved plumpe Bedrag blandede Mængdens Øjne, underlagde han sig ved seirrige Vaaben de forskjellige StamMen Mohamed tog vise Forholdsregler. Han tilskrev sine Tilhængere og En af dem dræbte Asvað, hvorpaa Yemen igjen bøiede sig under Aaget.

mer.

Sygdommen gjorde hastige Fremskridt. Da stod han op, og jgik, styttende sig paa Fadls og Alis Arme, til Moskeen. Her steeg han paa Talestolen, priste Gud paa sædvanlig Maade, og sagde saa: „Muselmaner, har jeg ladet nogen af eder piske, her er min Ryg, han slaae til! har Biografen, zdie Hæfte. (15)

jeg plettet hans Rygte, han synderslide mit! har jeg ladet ham lide nogen Fornærmelse, han behandle mig paa samme Maade! har jeg uretteligen fordret Penge, her er min Børs. Ingen holde sig tilbage af Frygt for min Harme! Uretfærdighed hører-ei til min_Karakter." Han nedsteg og holdt Bøn. En Mand kom og begjerede tre Drachmer, han havde tilgode; Mohamed gav ham dem med Rente, og sagde:,,Denne Verdens Vanære er lettere at bære end den andens Skændsel. Gud har givet en af fine Tjenere Valget imellem dette og det evige Liv; og han har foretrukket det evige." Nu lod han Ansarierne, disse ham saa Trofaste, nærme sig, og tilkjendegav dem sin sidste Villie saaledes: „Uddriver alle Afgudsdyrkerne fra Arabiens Halvøe, tilstaaer de Nyomvendte alle de Rettigheder Muselmanerne nyde, og værer Bønnen troe." Befalinger bleve stedse nøie efterlevede.

Disse

Men sin

Tale endte Mohamed med en Forbandelse over Joderne, hvis Troløshed var Aarsag til den Død, der ulmede i hans Bryst. Jøderne være forbank dede af Gud! De have forvandlet deres Profeters Grave til Templer.“

En af hans Livs sidste Handlinger var at give fine Slaver Friheden. Saalænge han havde Kræfter dertil, indfandt han sig i Moskeen og holdt Ben til Folket. Da han ikke kunde det mere, overdrog han til Abubekr at forrette det i hans Sted.

- Rolig faae han Døden imøde og talede med sin Slægt om Ligbegængelsen. I Dødens Kamp vedligeholdt han den Rolle af en Profet, som han i 40 Aar havde spillet, og udførte med forunderlig Aandskraft Livets sidste Scene. Men overvæl= det af Besøg maatte han, for at frie sig derfra, anstille sig fordybet i evige Forestillinger, og forbød alle Adgang til sig, Aiesha ene undtagen. I hendes Arme udaandede han tre Dage derefter.

Hans Død fremkaldte en almeen Sorg og Jammer i Staden. Folkesværmen, kunde ikke troe at den havde tabt sin Apostel, de meest Fanatiske paastode at han kun var i en Henrykkelse, og Omar truede med at myrde hver den, der vovede at forsvare det Modsatte. Dette forøgede Uordenen, som Abubekr behøvede al sin Anseelse, for at stille. Et Sted af Koranen maatte overbevise dem om Dødsfaldets Virkelighed.